NYHED
Nyt fra sekretariatet
En skøn og varm sommer er ved at gå på hæld. Forhåbentlig har du nydt den og fået ladet batterierne op, så du er klar til et begivenhedsrigt efterår.
Sekretariatet har udnyttet sommeren til at sætte gang i nogle af de nye initiativer, vi løftede sløret for tidligere i magasinet: Vi har inviteret til den interessetilgendegivelsesundersøgelse, som sætter gang i processen mod et nyt årsprojekt. Desuden har vi idéudviklet og udsendt invitation til et AI in Reliability-forløb. Du finder begge invitationer i din indbakke.
AI in Reliability-forløb
Kunstig intelligens vinder frem inden for mange forskellige tekniske discipliner. SPM’s mission er bl.a. ”at se på fremtidens risici, muligheder og spirende teknologier på medlemmernes vegne og derved hjælpe dem med valg og afklaring”. Derfor igangsætter SPM et AI in Reliability-forløb, hvor du sammen med andre SPM-medlemmer får mulighed for at undersøge muligheder, risici og praktisk implementering af AI i pålidelighed.
Forløbet giver dig og din virksomhed mulighed for at udvikle viden om AI i pålidelighed gennem erfaringsudveksling og praktiske cases. Samtidig får du indsigt i, hvordan AI allerede anvendes i udviklings- og pålidelighedsarbejdet hos andre virksomheder.
MasterClass VIII
MasterClass er en vaskeægte SPM-succes, hvor ingeniører og teknikere får en unik efteruddannelse inden for pålidelighed. MasterClass giver nye pålidelighedsingeniører og -teknikere med få års erfaring en god introduktion til pålidelighed og en mulighed for at se, hvordan andre virksomheder arbejder med pålidelighed. I praksis foregår det sådan, at SPM danner en separat pålidelighedsgruppe med en levetid på 6-12 måneder. Virksomhederne deltager med en senioringeniør og 2 yngre ingeniører med få års erfaring.
Som tidligere omtalt, har Bestyrelsen besluttet at igangsætte endnu et MasterClass-forløb, som bliver det ottende, i slutningen af året, med start i begyndelsen af 2027. Planen er at udsende invitationer i november 2026, holde opstartsmøde for seniorer i januar 2027 og derefter gennemføre selve MasterClass-forløbet fra februar/marts og resten af 2027. Hold øje med din indbakke, hvis du vil være med.
EDM Forum: guidelines, webinarer og seminarer
SPM samarbejder med belgiske EDM Forum, så du som medlem får adgang til EDM’s spændende guidelines inden for en række pålidelighedsrelevante områder. Det samme gælder deres webinarer og seminarer. EDM har gennem tiden haft fokus på Design for Assembly, PCB Physics-of-Failure, Product Life-Cycle Management og Sustainability.
Log selv ind via linket i bunden af SPM’s hjemmeside. Herefter klikker du på ”Login” på EDM Forums hjemmeside. Første gang du logger på, skal du registrere dig under SPM member access request.
Årskonference 29. oktober
SPM er igen i år medarrangør af konferencen ”Circular products: From design to remanufacturing”. På programmet er indlæg om ecodesign, fugtrigtigt design, brug og recycling af materialer, det digitale produktpas mv.
Konferencen finder sted den 29. oktober i Force Technologys lokaler i Brøndby. Det er gratis at deltage, og et antal pladser er reserveret til SPM’s medlemmer.
Erfa-gruppen Supplier Quality Management
Supplier Quality Management (SPM erfa-24) arbejder med leverandørudvælgelse og -godkendelse, leverandøraudits og -kontrakter (herunder quality agreement, leverandørovervågning og -evaluering), outsourcing, leverandør-SPC, compliance med ISO-standarder etc. Gruppen tager udgangspunkt i de konkrete opgaver og udfordringer, der findes i medlemsvirksomhederne.
SPM erfa-24 er stadig under opbygning, så hvis du eller en af dine kolleger har lyst til at være med, kan I påvirke de temaer, som gruppen arbejder med. Du kan tilmelde dig gruppen på spm@forcetechnology.com
Med håbet om, at vi får et rigtigt spændende efterår sammen.
På vegne af sekretariatet
Susanne Otto


